Hoppa yfir valmynd
3. nóvember 2010 Utanríkisráðuneytið

Ræða Katrínar Jakobsdóttur samstarfsráðherra í almennu umræðunumá 62. þingi Norðurlandaráðs, miðvikudag 3. nóvember 2010

Kære nordiske kolleger!

Som et hovedtema for sit formandskab i 2011 har Finland valgt at fremhæve håndteringen af klimaforandringerne og Nordens rolle som international foregangsregion på dette område. Konsekvenserne af klimaforandringerne og den globale opvarmning er den allerstørste miljøudfordring, menneskeheden nogensinde har stået over for. Og jeg tror, at Finlands valg af fokus er meget på sin plads. Jeg behøver næppe udpensle, hvordan det værste skrækscenario kan komme til at se ud, hvis vi ikke allerede nu bremser denne uheldsvarslende udvikling og ændrer den opførsel, der skaber klimaproblemerne. Det er et billede, vi alle kender udmærket til, og i Norden har vi jo længe samarbejdet om klimaspørgsmålet, og princippet om, at samfundsudviklingen nødvendigvis må være bæredygtig, er for længst accepteret i vores lande.

På den internationale arena vil vi gerne vise vejen på dette område og stå i spidsen for at finde bæredygtige løsninger. Man kan synes, at vi nu oplever strengere tider, end vi har gjort længe, og det kan da være fristende at skubbe miljøspørgsmålene i baggrunden, når vi skal tage beslutninger i situationer, som vi oplever som kriseprægede. Men så må vi ikke glemme, at i den store sammenhæng og sammenlignet med mange andre dele af verden er vi, der bor i Norden, trods alt meget heldigt stillede. Vi har sat os meget ambitiøse klimamål for de nærmeste årtier, og dem bør vi holde os til. Sammen med andre industrialiserede lande har vi nemlig pligt til og et særligt ansvar for at styre verdensudviklingen væk fra klimakatastrofer og i en positiv og bæredygtig retning.

Jeg vil også nævne, at siden sommeren 2007 har de nordiske statsministres globaliseringsinitiativ i meget høj grad været retningsgivende for Nordisk Ministerråds virksomhed. Et toneangivende udgangspunkt for initiativet er forestillingen om Norden som et område med mange vigtige styrkepositioner, der bør udvikles og fastholdes. Der er så meget, som vi er gode til her i Norden, og gennem en fælles satsning kan vi træde frem som en kraftig aktør i den stadig hårdere globale konkurrence. Norden bør derfor forholde sig positivt til de nye muligheder og udfordringer, som globaliseringen medfører.

Men jeg vil påpege, at blandt de såkaldte globaliseringsinitiativer er der også udviklingen og profileringen af Norden som et center for kreative industrier. Vore kulturelle og kreative industriprodukter er en uvurderlig ressource, som vi bør samarbejde om at markedsføre og distribuere. Vi har allerede en vigtig satsning på nordisk film, og alle kender vi til succeshistorien om ny nordisk mad, og jeg vil også nævne musikken.

Selv så jeg gerne, at vores næste store satsning bliver på nordisk musikeksport. Der er stor interesse i den nordiske musikbranche for en samnordisk eksport af musik, og landenes musikeksportråd har allerede nu dannet platformen NOMEX til dette formål. Det er en vigtig sag, som jeg tror vi skal have åbne øjne for. Her gælder det som i øvrigt i det nordiske samarbejde, at sammen står vi stærkt.

 

Tak

Efnisorð

Hafa samband

Ábending / fyrirspurn
Ruslvörn
Vinsamlegast svaraðu í tölustöfum